
Hold din hud sund på begrænset tid
Hvordan skal du få tid til hudpleje i din travle hverdag? Dr. Heidi A. Waldorf viser hvordan.
Af Heidi A. Waldorf, læge, Mount Sinai Medical Centre
Denne artikel gengiver alene forfatterens holdninger og repræsenterer ikke nødvendigvis Unilevers mening eller synspunkt.
Livet er kompliceret. Med arbejde, skole, samkørsel og familie oplever mange af mine kvindelige patienter hudplejeaftalen som en afslappende "pause". De har bogstaveligt talt ingen tid til at pleje sig selv. Samtidig bombarderer medierne dem med oplysninger om, hvad der er "nødvendigt" for at holde huden sund og undgå aldringstegn. De føler sig mislykkede. Frygt ikke. Her er Dr. Heidis opskrift på, hvordan du gør hudplejen enkel.
Følg disse 3 trin til ansigtspleje to gange om dagen.
Trin 1: Rens.
Brug ikke et astringerende produkt eller en tonic (undtagen som nævnt i trin 2). Hvis din hud er fedtet, vil for kraftig udtørring få din hud til at producere mere hudfedt. Hvis din hud er tør, har det ikke noget formål.
Vælg et rensemiddel uden sæbe, som hjælper huden med at holde på fugten og i nogle tilfælde tilføjer fugt. Jeg foretrækker ikke-skummende rensemidler til patienter med følsom hud. Hvis du gerne vil mærke skummet, kan du vælge et produkt til følsom hud.
Medicinske rensemidler er praktiske for primært bryst og ryg, hvor det er vanskeligt at påføre udvortes aknepræparater, eller i ansigtet en gang dagligt for at øge virkningen af andre præparater. Følg de råd, du har fået af din hudlæge.
Som travl kvinde er jeg selv kommet til at sætte pris på renseservietter til hurtig vask, når man er af sted, eller hvis man er udmattet før sengetid.
Trin 2: Medicinér
Akne? Rosacea? Eksem? Rynker og brune pletter? Så er det tid til at anvende håndkøbs- eller receptpligtige medikamenter. Hvis din tonic er det af dine produkter, som indeholder et aknepræparat som f.eks. salicylicsyre eller et antirynke-produkt som f.eks. alfa-hydroxysyre, skal du bruge det nu.
Din hudlæge skal afgøre, om du skal anvende produktet om morgenen eller aftenen. Nogle produkter, der indeholder retinoider (A-vitaminderivater som f.eks. retinol eller Retin A), mister deres virkning, hvis de udsættes for UV-stråler, og anvendes derfor bedst om aftenen. Udvortes antioxidanter (C-vitamin, grøn te eller idebenone), som påføres om morgenen, kan gøre din hud mere modstandsdygtig over for skader, der skyldes miljømæssig påvirkning. Ved behandling af melasma ("graviditetens maske") eller andre tilstande, der vedrører pigmenteringen, anvendes blegende midler, som indeholder hydroquinon. Nogle af disse produkter indeholder solfaktor, og det er derfor praktisk at påføre dem om morgenen.
Når du påfører produkterne, har tidspunktet og rækkefølgen også betydning. Nogle ingredienser er ikke stabile, når de anvendes sammen. Spørg din hudlæge.
Trin 3: Beskyt
Tør, revnet hud åbner en adgangsvej for irriterende stoffer (som f.eks. rengøringsmidler eller andre kemikalier, bakterier, gærsvampe og andre svampe) og gør, at de kan trænge ind i overhuden. Tilfør fugt regelmæssigt for at holde huden smidig.
Nogle ingredienser øger hudens fugtindhold ved at nedsætte væsketabet. Disse produkter indeholder ofte vaseline, dimethicon og glycerin. Brug dem under din sædvanlige fugtighedscreme eller fugtgivende solcreme på ansigtsområder, som virker tørre. Huden virker blødere, og makeuppen er nemmere at lægge på.
For patienter med akne kan det virke unormalt at tilføre fugt. De tror, at udtørring af huden vil udtørre filipenserne, men for kraftig udtørring forværrer faktisk tilstanden. Jeg anbefaler, at patienterne oven på deres aknepræparat efter behov påfører en oliefri creme eller lotion, som ikke lukker porerne (se trin 2).
Huden har også brug for beskyttelse mod UV-stråler. Ud over hudkræft kan UV-stråling forårsage plettet hud (rød og brun) og rynker. Så vælg en morgen-fugtighedscreme, der beskytter mod UVB og UVA. Solbeskyttelsesfaktoren, som oplyses på solbeskyttende produkter, angiver graden af beskyttelse mod UVB, som er de mere overfladiske "brændende" stråler. Vælg et produkt med en solfaktor på mindst 15. Til beskyttelse mod UVA, som er dybere "aldrende" stråler, skal du bruge produkter med mindst en af følgende UVA-beskyttelser: titandioxid, zinkoxid, parsol 1789 (avobenzon) eller mexoryl. Påfør et tykt lag. De fleste anvender under 75 % af den mængde solcreme, som er nødvendig for at opnå den angivne solbeskyttelsesfaktor. Regn med mindst en halv teskefuld til ansigtet eller et snapseglas creme til kroppen for en gennemsnitlig voksen.
Hvis din hud er fedtet, og luftfugtigheden er høj, behøver du ikke at tilføre fugt, men du har fortsat brug for solbeskyttelse. Find en let lotion, gel eller spray-solcreme, som opfylder de ovenfor nævnte krav, og brug solcreme, selv hvis din foundation indeholder en fornuftig mængde solfaktor.
Hvordan kan du ellers beskytte din hud på kort tid? Undgå middagssolen, når det er muligt (mellem kl. 12 og 15 er solen på sit højeste), og dæk dig til! Hvis du lægger en bredskygget hat, store UV-beskyttende solbriller og en tynd, langærmet jakke ved din fordør eller i bilen, undgår du at blive solskoldet, hvis børnenes boldspil trækker ud.
