
Afstresning af din hud
Huden reagerer ikke bare på miljøet, men også på den stress, som vi oplever hver dag.
Af David J. Leffell, læge, Yale School of Medicine
Denne artikel gengiver alene forfatterens holdninger og repræsenterer ikke nødvendigvis Unilevers mening eller synspunkt.
Ikke mange ved, at huden ikke bare reagerer på miljøet, men også på den stress, som vi oplever hver dag. Det bedste eksempel er et udbrud af akne ved eksamenstid eller når et langvarigt forhold kører skævt.
Når jeg taler om at afstresse huden, taler jeg, i det mindste til en vis grad, om at afstresse dit liv. Forholdet mellem dit sind og din hud er meget tæt. Det kan begynde at klø, hvis nogen beskriver insekter, vi rødmer, når vi bliver flove, og mange hudsygdomme, som f.eks. eksem, kan blive værre i forbindelse med psykisk stress.
På denne årstid er det især vigtigt at være opmærksom på de miljømæssige faktorer, som stresser din hud. I kolde klimaer, hvor man tilbringer mange timer inden døre, kan det kunstige miljø med opvarmet luft skade huden og suge den naturlige fugt, som normalt beskytter vores hud og holder den i god form. Selvom der er mindre UV-stråling fra solen at bekymre sig om, er der stadig vind, kulde og tilstrækkelig stråling til, at man ikke bør glemme at bruge solcreme. Solcreme er især vigtig på skibakken, hvor UV-strålingen forstærkes af sneens reflektion.
For at afstresse din hud er det nødvendigt, at du er opmærksom på både de følelsesmæssige og de fysiske faktorer, som kan være skadelige:
Få tilstrækkeligt med hvile. Der er ingen tvivl om, at din krops og også dit sinds generelle tilstand kan ses på huden. Faktisk mener mange læger, at huden er et vindue til kroppen, da mange lidelser kan give vigtige tidlige indikationer via huden. Selvom alle mennesker har brug for forskellige mængder søvn for at blive udhvilet, og nogle klager over, at de aldrig er udhvilede, mener man, at den gennemsnitlige søvnmængde, som kræves for at opretholde et godt helbred, er cirka syv til otte timer. Selvom det ikke er en almindelig tradition i vores samfund, er det også bevist, at en eftermiddagslur kan gøre, at man er bedre udhvilet og mere effektiv resten af arbejdsdagen. Tag ikke en siesta, før du har spurgt din chef om lov.
Behandl din hud forsigtigt. Huden skal tage sig af mange skadelige angreb hver dag. Lad ikke stærk sæbe eller skurepulver være en af dem. For at få din hud til at se godt ud og afstresse den så meget som muligt kan du bruge et rensemiddel uden sæbe og nøjes med at vaske den med sæbe en gang om dagen. For eksempel kan du vaske dig om morgenen med dit rensemiddel og nøjes med at skylle hver aften med vand fra hanen. Eller hvis du foretrækker det, kan du vaske dig om aftenen for at fjerne makeup og nøjes med at skylle dit ansigt blidt om morgenen. En eller to gange om ugen er det fornuftigt at bruge et mildt slibende rensemiddel. Men du skal ikke overdrive brugen af det, da irriteret hud lettere inficeres.
Fugt, fugt, fugt. Sørg for at fugte din hud hver dag. Mange mennesker synes, at det er nødvendigt at tilføre fugt to eller tre gange om dagen i de tørre vintermåneder. Tør hud er ubehagelig og kan føre til overfladiske hudinfektioner, især når den deraf følgende kløe fører til endeløs kradsen. En måde at forhindre denne onde cirkel er at sørge for, at din hud har tilpas fugtighed. Du forstår måske ikke, hvor tør din hud i virkeligheden er, før du begynder at tilføre fugt regelmæssigt.
Kig efter A-vitamin og retinol. Hvis du bruger forskellige slags creme i håndkøb, som er skabt til at formindske fine linjer og rynker, kan du kontrollere, om de indeholder A-vitamin eller retinol. Disse forbindelser kan sammen med alfa-hydroxysyrer, som ofte forekommer i antirynkecreme, virke irriterende, især om vinteren. Du kan godt fortsætte med at bruge disse produkter, men i så fald skal du nok tilføre fugt regelmæssigt.
Spis sundt, og dyrk motion. Det er ikke så meget et specielt råd til at opnå sund hud, som det er en velunderbygget vejledning til en generelt god form. Forsøg at gå i mindst 30 minutter tre eller fire gange om ugen. Spis derudover varieret kost, og forsøg at undgå populære madtrends og slankekure. Spis et afbalanceret udvalg af forskellige fødevarer. Når det handler om slankekure og vægt, gælder en meget enkel fysisk lov. Hvis du indtager flere kalorier end du bruger, tager du på. Hvis du nu er overvægtig og gerne vil tabe dig, skal du spise mindre. Det er helt sikkert, at din hud vil afspejle det, hvis du er i god fysisk form. Hvis du er udhvilet og følelsesmæssigt afbalanceret, vil din hud stråle.
Selvom det er meget vanskeligt for os at afstresse vores liv fuldstændig, vil det ved at følge nogle meget enkle råd være muligt at få huden til at se smukkere ud i en overgangsperiode.
