En kvindes krønike
Du har ikke brug for makeup for at være smuk. Du skal blot være selvsikker, glad og ærlig.
En Dove-artikel
Min veninde Sofies hud er fantastisk: uimodtagelig for alderstegn og hormoner, strålende og fejlfri. Og her det irriterende ved det: Hun bruger ikke makeup.
"Kvinder er besatte af makeup," siger Sofie en dag over en kop kaffe. "Kvinder tror, at jo mere de bruger, des bedre kommer de til at se ud." Det kan du sagtens sige, tænker jeg – du med kindben som mejslet i granit og smukke dådyrøjne. Men kan en almindelig dødelig med et helt almindeligt udseende tillade sig at vise sig med et ansigt helt uden makeup? "Prøv en uge uden makeup," foreslår hun, "jeg er overbevist om, at du vil finde det befriende."
Befriende? Det rette ord er nok nærmere skræmmende. Men jeg beslutter mig for at prøve det – om det så bare er en enkelt dag. Her kommer så beretningen om en dag i livet for en kvinde med nøgent ansigt: Klokken er 7.10, og jeg vælter ud af sengen og tænder lyset på badeværelset. Ud over et par pudemærker på kinden og sprukne læber er mit udseende egentlig ok. Jeg vasker ansigtet i en skumbaseret ansigtsrens for at give ansigtet lidt glød, og derefter giver jeg det en omgang fugtighedscreme. Nu ser min hud da i det mindste dejligt frisk, ren og sund ud. Jeg bruger de sidste 15 minutter på at bladre avisen igennem – en beskæftigelse, jeg nærmest aldrig har tid til om morgenen. Jeg forlader mit hjem med en følelse af overskud og bedrevidenhed – dog en smule bekymret over, om jeg mon kommer til at skræmme små børn væk med mit udseende.
Kl. 10:35. Alle medarbejdere på den radiostation, jeg arbejder på, er mænd. Så jeg er sådan set ikke specielt overrasket over, at de ikke bemærker mit nye usminkede look. Jeg glemmer alt om det, indtil jeg møder mit eget spejlbillede ude på badeværelset. Det er ikke, fordi jeg ser dårligt ud (selvom lysstofrørene ikke ligefrem får én til at føle sig som en Hollywood-diva) – bare anderledes. Jeg er glad for, at jeg har plejet min hud så meget, som jeg har. Huden har en flot glød. Naturlig. Endda jordagtig.
Kl. 12.40. Da jeg mødes med min mand til frokost, er det første ord, der kommer ud af hans mund (og det er ikke bare noget, jeg finder på): "Du er smuk i dag." Jeg smiler bredt. Jeg gløder. Senere går det op for mig, hvorfor: Han komplimenterede mit sande jeg – ikke hende, der er malet i hovedet. Det er min friske hud, der får mig til at skinne.
Kl. 15.20. En kort tur til købmanden bliver enormt givende. En kvinde på min alder har dækket sin hud med foundation. Under makeuppen ser hun vidunderlig ud. Men nu ligner hendes ansigt mere noget, der lige har været på besøg hos den lokale bedemand. Da jeg er kommet tilbage til bilen, kigger jeg på min egen blottede hud i spejlet. Ok, min næse er måske lidt mere rød, end jeg egentlig bryder mig om, og mine kinder er lidt rødmossede. Men det er nu ikke noget, der ikke lige kan fikses med lidt pudder og lipgloss. I og med at jeg passer godt på mig selv og min hud, ser jeg en del bedre ud og føler mig ikke mindst bedre end frk. Kridtansigt.
Kl. 17.30. Hyggestund med vennerne – nu kommer mit lille eksperiment virkelig på prøve. Omgivet af utroligt mange (måske endda alt for) sminkede kvinder føler jeg mig nøgen. Panikken sniger sig ind på mig – jeg føler mig som en makeup-junkie, som er desperat efter et fix mascara. Jeg sidder og kører rundt i mit hår og føler mig ikke godt tilpas – og det kan man sikkert også se på mig.
Men så kommer jeg i tanke om min mands blik under frokosten og ikke mindst hans ord: "Du er smuk." Jeg står lidt mere rank i ryggen og kaster håret tilbage. Jeg ser på mine venner, som smiler og ler. De er alle sammen dejlige – hver på sin måde. Det går op for mig, at deres charme intet har at gøre med deres foundation eller lipgloss eller eyeliner. De er smukke, fordi de er selvsikre, glade og uforfalskede. Ligesom mig.
